RALLY OBEDIENCE

Af Anni Hansen

I lydighedsrally er det ikke så meget fart og tempo, det drejer sig om; rally er derimod vældig stimulerende for hjerneaktiviteten hos hund såvel som fører, det er det gode samarbejde mellem hund og menneske, der er i spil, for hund og fører skal løse en række opgaver sammen - og alle kan være med uanset alder. Til DJRTKs Nationalshow 2013 havde Anni Hansen medbragt en rally obedience-bane og rigeligt med godbidder, så alle kunne få lov at prøve denne udfordring enten med egen hund eller med Sus, og Anni gav grundig instruktion.

 

Jeg startede til lydighedstræning med Sus og fandt hurtig ud af, at hun var glad for at arbejde, så for at gøre træningen endnu mere spændende for både Sus og mig, startede vi til rally. Vi havde ikke gået til rally ret længe, før jeg fik meget større kontakt med hende, end jeg havde før.

Rally Obedience (oftest blot kaldet Rally eller Rally O) er en sportsgren, som er blevet mere udbredt og populær i Danmark blandt unge og voksne.

I denne sportsgren skal hunden også bruge sin hjerne, så selv om det er en meget rolig sport, er hunden meget træt efter træning, og i det daglige er Sus også meget mere opmærksom over for mig. Jeg kan kun anbefale denne sportsgren til alle, der ønsker en sjov og anderledes træning, der både stimulerer hund og fører.

 

Rally-3

Denne sport kan betragtes som en blanding af lydighed og agility. Til forskel fra almindelig lydighed må føreren gerne tale, bruge håndtegn og lave lyde – dog må disse lyde kun være af positiv karakter.

Negative lyde, tegn eller kommandoer er udelukket. Det er ikke godt for hundens indlæring, og det kan trække voldsomt ned til konkurrencer. Det vil sige, at al kommunikation skal være af positiv karakter.

 

Rally-4          Rally-1

Rally er en banesport med mange forskellige skilte, som viser hvilke øvelser, hund og fører sammen skal udføre. Banen kan bestå af 10–20 skilte afhængig af sværhedsgraden. Banen skal gennemføres på tre minutter, uanset hvilket niveau hund og fører er på.

Det er ikke muligt at vise alle skiltene i denne artikel, da der findes 80 forskellige skilte, men her kommer nogle eksempler:

Rally-O-skilt-2

Dette er et venstre om med stop. Det vil sige, at når hund og fører går frem til skiltet, skal føreren stoppe og hunden gå på plads. Hund og fører skal derefter dreje et skridt til venstre, og hunden skal gå på plads igen.

 

Rally-O-skilt-1

På dette skilt skal hunden gå inderst, mens føreren går venstre om keglerne. Først alle tre kegler, så to kegler. Ved den sidste kegle skal hund og fører hele vejen venstre rundt. Dette fører til næste skilt.

 

Til konkurrencer starter man altid med 100 point, og ved fejl trækkes der point fra. Der kan trækkes 10 point i øvelsen, hvis den ikke er udført korrekt. Man må da gerne gentage øvelsen. Hvis øvelsen anden gang bliver god nok, trækkes tre point. I sidste instans kan der trækkes så mange point fra, at hund og fører bliver diskvalificeret.

Rally-2


Jeg og mine hunde træner i Danmarks civile Hunderførerforening (DcH), hvor hund og fører skal opnå 3 x 80 point fordelt på tre konkurrencer for at gå et niveau op. Vi glæder os til at gå fra begyndere til øvede, og få lidt mere udfordring på sigt.

 

På DcH’s hjemmeside kan du læse mere om rally og finde en lokalforening nær dig, hvor I kan træne: http://www.dch-danmark.dk

 

* Artiklen blev bragt i Jack Russell-Nyt nr. 120, november 2013 © Dansk Jack Russell Terrier Klub

Velkommen til klubbens hjemmeside

Registrering er nødvendig for at se medlemsområdet - husk at opgive medlemsnummer (findes bag på JR-nyt)  sammen med navn

Hvis du har problemer med hjemmesiden - kig her

Great Docs and Support

Udeblev JRN

 

Go to top