HUNDEVÆDDELØB

Af Cynthia Jensen

Hundevæddeløb som sport og træningsdisciplin er tæt beslægtet med vores eget terrier-race. Terriere hører ikke til de racer, der traditionelt har dyrket denne sport, men de kan sagtens være med, for deres glæde ved høj fart og tempobetonet indbyrdes konkurrence lader bestemt ikke mynderne noget efter.

Vidste du, at en Jack Russell-terrier kan løbe 40 km i timen? Fart er helt klart noget, vores hunde elsker, og det giver dem en oplagt mulighed for at strække helt ud. Og lidt indbyrdes konkurrence mellem hundene, og deres ejere, skader jo heller ikke.

                                                                      hundevaeddeloeb-1

     hundevaeddeloeb-2

 

Historie

Hundevæddeløb som sportsdisciplin er baseret på mynderacernes brugsegenskaber, og popu-lærest er greyhound og whippet. Disse hunde er oprindeligt jagtracer, der jager ved hjælp af synet, og i visse lande bruges de stadig som aktive jagthunde. I Danmark har vi det forhold til jagt, at byttedyret skal have en chance, og mod en jagende mynde har de færreste smådyr dét. Derfor er det ikke lovligt at bruge hunde af mynderacerne eller blandinger deraf på jagt her i landet.

Hundevæddeløbssporten er beskrevet så tidligt som det 2. århundrede, men det var først i 1800-tallet, at sporten fik sit gennembrud. Det skete i England, hvor sporten fortsat er meget populær. I begyndelsen løb hundene efter en levende hare, og ikke som man bruger i dag en attrap bestående af et stykke hareskind.

Den første egentlige hundevæddeløbsbane blev bygget i 1920’erne i England, og snart fulgte Irland og Australien efter. I disse lande er sporten fortsat populær, og hundevæddeløb er en tilskuersport, man kan spille på hos book-makerne. Danmarks første bane, Kallerupbanen, blev bygget i 1968 i Hedehusene, og den er stadig i brug den dag i dag. Sportens popularitet har dog siden været dalende her i landet, men Danmarks anden bane findes stadig, i Bjerringbro. Det gør dog ikke sporten mindre interessant for hundene, og der afholdes stadig ca. 20 løb om året fra maj til oktober.

Noget for enhver smag

Sporten er blevet mere udbredt blandt andre hunderacer, og faktisk kan enhver hund med lyst til jagt tage en omgang eller to på banen. Det kræver dog, at hunden ikke er aggressiv over for andre hunde, og at den er til at indfange igen. Hundene skal også løbe med masker (i daglig tale: mundkurv) for at skåne attrappen, men har hunden øje for målet, er masken langt fra forstyrrende. Masken skal kunne give masser af luft til hunden og må heller ikke stramme for meget om halsen. I hundevæddeløbsreglementet må en hund, der starter en ”fight” (slåskamp) ikke stille op til løb, men der er nu langt mellem de hunde, der kun har øje for at løbe efter attrappen.

 hundevaeddeloeb-3

Lidt Jack Russell-terrier historie

På det seneste har Jack Russell-terrierne skrevet deres egen historie i hundevæddeløbs-verdenen, da tre af slagsen løb deres første officielle opvisningsløb den 20. september 2014 på banen i Kallerup. Det blev til et sprintløb på 272 meter med en banerekord på 29 sekunder.

 hundevaeddeloeb-4

Har du nogensinde overvejet hvor hurtigt din Jack løber? Det har du mulighed for at teste på de to hundevæddeløbsbaner, vi har tilbage i Danmark. Se meget mere på deres hjemmesider, og kontakt de lokale trænere.

GOD TRÆNING!

Bjerringbrobanen: http://mgs.greyhound.dk

Kallerupbanen: http://kallerupbanen.dk/kvf.php

 

Alle fotos er velvilligt stillet til rådighed af Jørgen Overgaard

 

* Artiklen blev bragt i Jack Russell-Nyt nr. 124, november 2014 © Dansk Jack Russell Terrier Klub

 

Velkommen til klubbens hjemmeside

Registrering er nødvendig for at se medlemsområdet - husk at opgive medlemsnummer (findes bag på JR-nyt)  sammen med navn

Hvis du har problemer med hjemmesiden - kig her

Great Docs and Support

Udeblev JRN

 

Go to top